Sebastian Gråbæk

Drømme, mestring og CP

Kom ud af din komfortzone

Hvis der er én ting, som man ikke kan beskylde min mor for at være, så er det at være en curlingforælder.
Hun har kastet mig ud i tilværelsens mange udfordringer med en tanke om, at jeg selv måtte finde min vej ud af
problemerne. Hvis du ikke selv kan få tøj på, ja så må du øve dig. Det tog nok en time i begyndelsen.
Så tog det en halv time. Og nu går det ikke så hurtigt som andre jævnaldrende, men hurtigt nok til, at jeg ikke behøver
hjælp udefra til at leve et selvstændigt liv. Jeg tror lige præcis, det var min mors ambition med den, for nogen,
hårde opdragelse. Sebastian er ikke et offer for noget. Sebastian har nogle udfordringer, som der må findes
løsninger på. Som han i sidste ende selv må finde løsninger på. Det er trods alt hans eget liv.

Jeg er ved at skrive en bog med nogle episoder fra mit liv med et fysisk handicap. Men bogens pointe er faktisk,
at jeg i lange perioder af mit liv har haft en tendens til at tro, at alt i mit liv skete på grund af mit handicap –
og ikke på trods af mit handicap. Alt det onde i livet måtte være en konsekvens af mine begrænsninger og mine
omgivelsers, i mit eget perspektiv, forkerte håndtering af mit handicap. Alt det gode i livet var fint nok, men
det kunne se endnu bedre ud, hvis jeg ikke havde mit handicap. De senere år er jeg kommet frem til en analyse
om, at mit livs begivenheder, på godt og ondt, nok i højere grad skyldes mine egne valg, mine præstationer og
mine prioriteringer – uafhængigt af mit handicap. Det har været svært for mig at holde mit handicap ud i strakt
arm, da min spasticitet og talehandicap er så åbenlys for enhver, at jeg på daglig basis bliver konfronteret med
mine begrænsninger.

Mit bedste råd til andre unge med CP er, på trods af det, at distancere sig lidt fra sit eget handicap. Det kan
lyde ideelt og flot. Et fysisk handicap og selve håndteringen af det, er så bare individuel, at det er mennesket
bag det pågældende handicap, der er nødt til at træde frem i rampelyset. Selvom det er let at identificere sig
selv igennem sit handicap, så er det også farligt. Man kan komme til at bekræfte og styrke andres fordomme
overfor handicappede. Jeg har selv som ung siddet og imiteret Mick Øgendahls spastiske bevægelser og citeret
ham for at spille handicappet med ordene: ”Jeg er jo også handicappet!!!”. Det var selvfølgelig med intentionen
om at fjerne folks berøringsangst og starte den fordomsfrie snak over øllen i fredagsbaren om mit handicap.
Det var en komfortzone at spille den rolle. Folk kunne bedre genkende dén rolle end hvis jeg fortalte dem, at
jeg havde svært ved at knappe min skjorte eller åbne dåsen med de hakkede tomater derhjemme. Jeg behøvede
ikke forklare dem om mine begrænsninger, og de behøvede ikke at spørge. Vi kunne bare grine af det. Jeg
fortryder den tilgang nu. Frem for at nedbryde fordommene tror jeg, at jeg med rollen har været med til at
fastholde de samme fordomme. Siden er jeg blevet langt bedre til at tale om mit handicap på en mere naturlig
måde. Det kommer med alderen, selvtilliden og erfaringen.

Så sigt højt og sigt mod dine egne drømme. Ikke andres. Det lyder også flot og ideelt. Men dit handicap
definerer ikke hvem du er, og slet ikke hvad du kan. Ingen drømme er for store eller for små. Om det er at løbe
en maraton, at gå på gymnasiet eller at kunne spille FIFA med et specielt joystick. De tre drømme jeg nævner
her, er allerede blevet opnået af andre handicappede. Vi kan ikke alle være astronauter eller have en
kandidatgrad. Du må ikke lytte til, hvad andre drømmer om, eller hvad de drømmer om, at du gør med dit liv.
Lyt til dine egne ambitioner. Min drømme som barn var at spille håndbold på landsholdet, at arbejde på
Christiansborg, at blive verdensmester i skak og at besøge Sydkorea engang igen. Jeg drømte også om selv at
tage sko på, at kunne skære et løg og at kunne bære et glas vand uden at jeg spildte det hele på gulvet. Nu bor
jeg selv, har en kandidatgrad i journalistik, har været et halvt år i normal praktik på Christiansborg hos et
folketingsmedlem og jeg har vundet utallige skakturneringer. Andre af mine drømme var mere urealistiske.
Det tager stadig en halv time for mig at skrælle og skære et løg. Og sådan må det være. Men det er ikke kun
mit handicaps skyld, at de andre drømme ikke lige er gået i opfyldelse – endnu. Måske er det omvendt mit
handicaps skyld, at jeg er stædig og vedholdende. At jeg har opnået meget mere end hvad der var forventet.
End hvad mange havde forestillet sig. End hvad jeg selv havde forestillet mig.

De universelle følelser

I forlængelse af det jeg vendte i forrige afsnit, nævner jeg også i mit udkast til en bog, som jeg skriver på for
tiden, de universelle følelser, som vi alle kender. Jeg er blevet spurgt om jeg har følt mig usikker på grund af
mit handicap. Og selvfølgelig har jeg det. Jeg har følt mig ensom, alene, udenfor og som en outsider. Til tider.
Ikke hele tiden. I lang tid har jeg forbundet andres undvigende blikke og det faktum at jeg altid blev valgt sidst
i stikbold i frikvarterne – med mit handicap. De accepterede mig simpelthen ikke. De kunne nok ikke håndtere
mit handicap. De kunne ikke lide mig på grund af min mærkelige tale og gang. Men kunne de undvigende
blikke ikke også skyldes, at jeg altid spillede smart i geografitimerne, når jeg kunne alle europæiske
hovedstæder udenad? Og blev jeg ikke bare valgt sidst, fordi de andre fem drenge objektivt set bare skød
hårdere og bedre end mig? De havde slet ikke tanke på mit handicap. Måske. Jeg sætter det meget sort/hvidt
op her. Sandheden ligger nok et sted midt imellem. Min pointe er, at alle føler sig usikre. Mange kæmper med
angst og dårligt selvværd. Jeg siger ikke, at et handicap ligefrem gavner i den henseende. Men jeg er stor
fortaler for, at man selv forsøger at kappe båndene mellem sin usikkerhed og sit handicap. De to ting behøver
ikke at være afhængige af hinanden. Alle har svært ved at føle sig rigtig. Mange synes det med at få venner er
svært. Det er universelt at føle sig usikker på sin fremtid. Derudover har vi alle forskellige forudsætninger og
succeskriterier for et godt liv. Handicap eller ej. Noget af det bedste ved det danske samfund er, at hvis du har
drivkraften, evnerne og modet, så gælder det for mange, at: the sky is the limit. Gennem store dele af mit liv er
jeg blevet hjulpet af forordninger, kompensationer og andet lovgivning, der giver mig ret til hjælp til at opnå
mine drømme og ambitioner som handicappet. Nogle kan argumentere for, at handicappede rettigheder kun
indsnævres år for år. Men alligevel vil jeg argumentere for, at samfundet og politikerne gør et ihærdigt forsøg
på at udjævne skellet, således handicappede i deres hjem, på deres uddannelser, på deres arbejdspladser og i
det offentlige rum har det bedst mulige udgangspunkt og vilkår at agere i. Selvfølgelig lykkedes det nogle
steder bedre end andre. Vi har alle set og hørt skrækeksemplerne på svigt. Min overordnede pointe var mest
den, at hvis du har en kemiprofessor eller civilingeniør i maven, eller drømmer om at bo for dig selv, eller at
tage til Argentina for at bungyjumpe – ja, så kom i gang med at kæmpe for dine drømme. Tro på dem. Tro på
dig selv. Der er ikke så langt fra drøm til virkelighed, som man tror. Lad ikke dit handicap definere hvem du
er, og slet, slet, slet ikke hvad du kan.

Nyhedsbreve

jose

Kom med på efterårslejr

Det bliver en uge med masser af gode oplevelser, mulighed for at møde nye venner, måske møde gamle venner og skabe de bedste ferieminder. Se hele nyhedsbrevet her >>

Læs mere »