Sebastian Gråbæk

Hvis der er én ting, som man ikke kan beskylde min mor for at være, så er det at være en curlingforælder.
Hun har kastet mig ud i tilværelsens mange udfordringer med en tanke om, at jeg selv måtte finde min vej ud af
problemerne. Hvis du ikke selv kan få tøj på, ja så må du øve dig. Det tog nok en time i begyndelsen.
Så tog det en halv time. Og nu går det ikke så hurtigt som andre jævnaldrende, men hurtigt nok til, at jeg ikke behøver
hjælp udefra til at leve et selvstændigt liv. Jeg tror lige præcis, det var min mors ambition med den, for nogen,
hårde opdragelse. Sebastian er ikke et offer for noget. Sebastian har nogle udfordringer, som der må findes
løsninger på. Som han i sidste ende selv må finde løsninger på. Det er trods alt hans eget liv.

Jeg er ved at skrive en bog med nogle episoder fra mit liv med et fysisk handicap. Men bogens pointe er faktisk,
at jeg i lange perioder af mit liv har haft en tendens til at tro, at alt i mit liv skete på grund af mit handicap –
og ikke på trods af mit handicap. Alt det onde i livet måtte være en konsekvens af mine begrænsninger og mine
omgivelsers, i mit eget perspektiv, forkerte håndtering af mit handicap. Alt det gode i livet var fint nok, men
det kunne se endnu bedre ud, hvis jeg ikke havde mit handicap. De senere år er jeg kommet frem til en analyse
om, at mit livs begivenheder, på godt og ondt, nok i højere grad skyldes mine egne valg, mine præstationer og
mine prioriteringer – uafhængigt af mit handicap. Det har været svært for mig at holde mit handicap ud i strakt
arm, da min spasticitet og talehandicap er så åbenlys for enhver, at jeg på daglig basis bliver konfronteret med
mine begrænsninger.

Mit bedste råd til andre unge med CP er, på trods af det, at distancere sig lidt fra sit eget handicap. Det kan
lyde ideelt og flot. Et fysisk handicap og selve håndteringen af det, er så bare individuel, at det er mennesket
bag det pågældende handicap, der er nødt til at træde frem i rampelyset. Selvom det er let at identificere sig
selv igennem sit handicap, så er det også farligt. Man kan komme til at bekræfte og styrke andres fordomme
overfor handicappede. Jeg har selv som ung siddet og imiteret Mick Øgendahls spastiske bevægelser og citeret
ham for at spille handicappet med ordene: ”Jeg er jo også handicappet!!!”. Det var selvfølgelig med intentionen
om at fjerne folks berøringsangst og starte den fordomsfrie snak over øllen i fredagsbaren om mit handicap.
Det var en komfortzone at spille den rolle. Folk kunne bedre genkende dén rolle end hvis jeg fortalte dem, at
jeg havde svært ved at knappe min skjorte eller åbne dåsen med de hakkede tomater derhjemme. Jeg behøvede
ikke forklare dem om mine begrænsninger, og de behøvede ikke at spørge. Vi kunne bare grine af det. Jeg
fortryder den tilgang nu. Frem for at nedbryde fordommene tror jeg, at jeg med rollen har været med til at
fastholde de samme fordomme. Siden er jeg blevet langt bedre til at tale om mit handicap på en mere naturlig
måde. Det kommer med alderen, selvtilliden og erfaringen.

Så sigt højt og sigt mod dine egne drømme. Ikke andres. Det lyder også flot og ideelt. Men dit handicap
definerer ikke hvem du er, og slet ikke hvad du kan. Ingen drømme er for store eller for små. Om det er at løbe
en maraton, at gå på gymnasiet eller at kunne spille FIFA med et specielt joystick. De tre drømme jeg nævner
her, er allerede blevet opnået af andre handicappede. Vi kan ikke alle være astronauter eller have en
kandidatgrad. Du må ikke lytte til, hvad andre drømmer om, eller hvad de drømmer om, at du gør med dit liv.
Lyt til dine egne ambitioner. Min drømme som barn var at spille håndbold på landsholdet, at arbejde på
Christiansborg, at blive verdensmester i skak og at besøge Sydkorea engang igen. Jeg drømte også om selv at
tage sko på, at kunne skære et løg og at kunne bære et glas vand uden at jeg spildte det hele på gulvet. Nu bor
jeg selv, har en kandidatgrad i journalistik, har været et halvt år i normal praktik på Christiansborg hos et
folketingsmedlem og jeg har vundet utallige skakturneringer. Andre af mine drømme var mere urealistiske.
Det tager stadig en halv time for mig at skrælle og skære et løg. Og sådan må det være. Men det er ikke kun
mit handicaps skyld, at de andre drømme ikke lige er gået i opfyldelse – endnu. Måske er det omvendt mit
handicaps skyld, at jeg er stædig og vedholdende. At jeg har opnået meget mere end hvad der var forventet.
End hvad mange havde forestillet sig. End hvad jeg selv havde forestillet mig.