Rasmus Lund Sørensen

Spring ud i det og vær åben for mulighederne – lad vær med at sidde hjemme og gemme dig!
– Om højskole og CP

Rasmus Lund Sørensen

Min baggrund

Rasmus Lund Sørensen er 38 år og bor i Kolding.
Rasmus bruger sin tid på bestyrelsens arbejde, er aktiv på de sociale medier for at vise at mennesker med handicap sagtens kan leve et helt ’normalt liv’, laver foredrag og alt muligt andet der i mellem.
Rasmus er førtidspensionist.

Hvorfor højskoleophold ?

Jeg trængte til at komme hjemmefra og til at der skulle ske noget nyt og andet for at komme videre i mit liv.
Jeg var i en uges praktik på Egmont Højskolen, og efter praktikken tænkte jeg, det skal jeg! Jeg kan godt li’ at blive stillet krav og blive udfordret. På Egmont Højskolen bliver man udfordret og der stilles krav på mange måder, og f.eks. bliver man ikke bare serviceret på højskolen men hjælper til, som man kan, med at rydde af efter måltider og lignende, så føler man sig i højere grad som en del af fællesskabet, fortæller Rasmus.

Alt kan lade sig gøre, der er ingen begrænsninger!

På Egmont Højskolen får man tingene til at ske – alt kan lade sig gøre, sejle, klatre, bustur til udlandet, der er ligesom ingen grænser. Det er fedt at opleve! Inden jeg startede på Højskolen tænkte jeg selvfølgelig, om det nu også ville gå godt. Jeg boede på Sjælland, så det var langt hjemmefra, og jeg vidste ikke, om jeg ville føle mig hjemme, men jeg valgte at springe ud i det, siger Rasmus.

Enestående socialt liv!

Der er et enestående socialt liv på Egmont Højskolen, og jeg synes, at det er et plus, at man blander unge med og uden handicap. Det er rigtigt godt, at unge, der tit ikke kender så meget til det, at have et handicap, ser, at man sagtens kan have et ’normalt liv’, selv om man har et handicap. Jeg synes at det er godt, at de ved det, før de skal videre med uddannelse og job. Jeg fik mange venner på højskolen, nogle havde et handicap og nogle havde ikke, det var egentligt ikke vigtigt, og flere af dem har jeg stadig kontakt med. Der var også andre unge med CP på højskolen, og for mig var det også interessant at se, hvordan og hvor meget de udviklede sig på 1 år, fortæller Rasmus.

Spring ud det og lad være med at sidde hjemme og gemme dig!

Rasmus er klar i spyttet med sit bedste råd til andre unge med CP: spring ud i det! Jeg synes, at man skal se mulighederne frem for begrænsningerne! Lad være med at sidde hjemme og gemme dig! På Egmont Højskolen er de gode til at gribe én og til at spørge ind til én. Jeg ser altid muligheder frem for begrænsninger, hvis jeg for eksempel skal på café, så ringer jeg til caféen på forhånd og spørger om jeg kan komme ind med kørestol. Hvis ikke man kan komme ind ad den normale indgang, så er der måske mulighed for at komme ind fra bagsiden af bygningen – spring ud i det i stedet for at sidde hjemme og gemme dig, slutter Rasmus.

Nyhedsbreve

jose

Kom med på efterårslejr

Det bliver en uge med masser af gode oplevelser, mulighed for at møde nye venner, måske møde gamle venner og skabe de bedste ferieminder. Se hele nyhedsbrevet her >>

Læs mere »